Poul Laxmand, Danmarks "statsminister" og en af Rigets mest velhavende mænd, myrdes da han forlader kongens slot på Højbro d. 22. juni 1502. Drabsmændene ved man hvem er, men de blev aldrig dømt. Det blev til gengæld Poul Laxmand selv, men først efter sin død. Dommen lyder på landsforræderi og al hans jord og ejendom tilfalder kronen. Men er dette en tilfældighed, hvorfor bliver Laxmand dræbt og hvorfor bliver han erklæret landsforræder? Dette er historien om griskhed, korruption og politiske intriger, hvor penge dækker over selv den mest åbenlyse forbrydelse og hvor selveste ærkebiskoppen og Kong Hans er superskurke.