Annelise Hovmand lader den autentiske stripper Ilse Damsgaard spille sig selv i "Et døgn med Ilse", der er optaget i de sexklubber, hvor hun optrådte. Der er imidlertid tale om en fiktionsfilm. Sangeren Cæsar optræder både som kommentator og medvirkede i handlingen. Filmen udnytter de muligheder, ophævelsen i 1969 af såvel voksencensur som af forbud mod såkaldt billedpornografi havde givet. En del anmeldere opfattede filmen som et seriøst oplæg til en debat om vort frisind og dets grænser, men flere kaldte den spekulation og kritiserede de medvirkendes amatørisme. Mange fremhævede dog Lisbet Lundquist i rollen som Ilses veninde og kollega, som jobbet er ved at ødelægge menneskeligt. Filmen blev vist uden for det officielle program ved filmfestivalen i Cannes i 1971, hvor publikum strømmede til, og hvor Roman Polanski skal have rost den for dens ærlighed.